<VTK 95/1> Gud taler til os gennem naturen og sit åbenbarede ord, gennem sit forsyns styrelse og ved sin ånds indflydelse. Men dette er ikke nok. Vi må også udøse vore hjerter for ham. For at få Åndens liv og kraft må vi stå i en levende forbindelse med vor himmelske Fader. Vort sind kan føle sig draget til ham, vi kan grunde på hans gerninger, hans nåde og hans velsignelse, men dette er ikke i egentligste forstand at samtale med ham. For at samtale med Gud må vi have noget at sige ham om vort virkelige liv.

<VTK 95/2> Bøn er at oplade hjertet for Gud som for en ven. Dette er ikke nødvendigt for at underrette Gud om, hvad vi er, men for at vi kan tage imod ham. Bønnen bringer ikke Gud ned til os, men den løfter os op til ham.

<VTK 95/3> Da Jesus var på jorden, lærte han sine disciple, hvordan de skulle bede. Han opfordrede dem til at omtale deres trang for Gud hver dag og kaste al deres sorg på ham. Og den forsikring, han gav dem om bønhørelse, er også en forsikring til os.

<VTK 95/4> Jesus selv bad ofte, da han var hernede. Vor Frelser stillede sig på lige fod med os i vor nød og svaghed; han søgte i bøn at få ny styrke fra sin Fader, for at han kunne beredes til at opfylde sine pligter og møde de prøver, der forestod ham. Han er vort eksempel i alle ting. Han er en broder i vore svagheder, forsøgt i alle måder i lighed med os; men som den syndfri frelser veg hans natur tilbage for det onde. Han måtte udstå megen kamp og lide stor sjælekval i denne syndige verden. Hans menneskelige natur gjorde bønnen til en nødvendighed og en velsignelse. Han fandt trøst og glæde i samtale med sin Fader. Dersom Frelseren, Guds søn, følte trang til bøn, hvor meget mere bør da svage, syndige mennesker føle nødvendigheden af inderlig, stadig bøn!

<VTK 96/1> Vor himmelske Fader er altid villig til at skænke os sin velsignelses fylde. Det er vor forret at drikke dybt af hans uendelige kærligheds kilde. Hvor er det underligt, at vi ikke beder mere, end vi gør! Gud er rede og villig til at høre oprigtige bønner fra de ringeste af sine børn. Og dog er vi så alt for sendrægtige og tilbageholdende med hensyn til at fortælle Gud vor trang. Hvad mon himmelens engle tænker om arme hjælpeløse mennesker, som er udsat for alle slags fristelser, og dog beder så lidet og har så liden tro, når Guds evige kærligheds hjerte Tolkes over dem og er rede til at give dem mere, end de kan bede om eller tænke? Englene bøjer sig med glæde for Gud; de fryder sig over at være i hans nærhed. De betragter samfundet med Gud som den største salighed; og dog synes støvets børn, som meget mere behøver den hjælp, Gud alene kan give, at være tilfredse med at leve den Åndens lys, uden Guds egen ledsagelse og nærværelse!

<VTK 96/2> De, der undlader at bede omsluttes af Satans mørke. Fjendens hemmelige fristelser lokker dem til synd, og alt dette kommer af, at de ikke benytter de velsignelser, Gud har givet dem i bønnens guddommelige anordning. Hvorfor skulle Guds sønner og døtre være uvillige til at bede, når bønnen er den nøgle i troens hånd, der åbner himmelens forrådshus, hvor den Almægtiges uudtømmelige hjælpekilder findes? Uden stadig bøn og flittig årvågenhed står vi i fare for at blive ligegyldige og afvige fra den rette vej; modstanderen søger hele tiden at lægge hindringer i vejen til nådestolen, for at vi ikke ved alvorlig bøn og tro skal få kraft til at modstå fristelse.

<VTK 97/1> Der er visse betingelser, som må opfyldes, før vi kan vente at Gud vil høre og svare på vore bønner. En af de første af disse er, at vi må føle vor trang til hans hjælp. Han har lovet: "Jeg udgyder vand på det tørstende, strømme på det tørre land." Es 44,3. De, der hungrer og tørster efter retfærdighed og længes efter Gud, kan være forvissede om, at deres trang vil blive mættet Hjertet må være åbent for Åndens påvirkning, hvis man skal kunne tage imod Guds velsignelse.

<VTK 97/2> Vor store trang er i sig selv noget, som kraftigt taler vor sag; men vi må søge Herren, vi må bede ham om, hvad vi behøver. Han siger: "Bed, så skal eder gives." Og atter: "Han, som jo ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke også med ham skænke os alle ting?" Matt 7,7; Rom 8,32.

<VTK 97/3> Hvis vi nærer onde tanker i vore hjerter, hvis vi holder fast ved bevidst synd, vil Herren ikke høre os; men han hører altid den bodfærdige, ydmyge sjæls bøn. Når alle bevidste fejl er rettet, kan vi tro, at Gud vil svare på vor bøn. Vor egen fortjeneste kan aldrig anbefale os til Guds nåde. Det er ved Jesu fortjeneste alene, vi kan blive frelst; hans blod alene kan rense os. Men til os står det at rette os efter de betingelser, han stiller for at kunne tage imod os.

<VTK 98/1> En anden betingelse for virksom bøn er tro. "Thi den, som kommer frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres belønner, som søger ham." Jesus sagde til sine disciple: "Alt, hvad I beder om og begærer, tro, at I har fået det, så skal det ske eder." Hebr 11,6; Matt 11,24. Tager vi ham på hans ord?

<VTK 98/2> Forjættelsen er omfattende og ubegrænset, og han er trofast, som har givet den. Om vi ikke får netop de ting, vi beder om, på den tid, vi beder, skal vi alligevel tro, at Herren hører os, og at han vil besvare vore bønner. Vi er så uforstandige og kortsynede, at vi undertiden beder om noget, som ikke ville blive til velsignelse for os, og vor himmelske Fader svarer i sin kærlighed på vore bønner derved, at han giver os det, som bliver til vort gavn det, som vi selv ville ønske, om vore øjne var oplyst af Gud, så at vi kunne se alle ting, som de virkelig er. Når det synes, som om vore bønner ikke besvares, skal vi holde fast ved forjættelsen; thi den tid, da vi bliver bønhørt, vil visselig komme og vi vil få den velsignelse vi trænger mest til. Men at gøre fordring på, at bøn altid skal besvares netop på den måde, vi i øjeblikket ønsker, er formasteligt. Gud er for vis til at tage fejl og for god til at holde noget tilbage fra dem, som vandrer oprigtigt. Frygt derfor ikke for at forlade dig på ham, selv om du ikke ser noget øjeblikkeligt svar på dine bønner. Stol på hans sikre forjættelse: "Bed, så skal eder gives."

<VTK 98/3> Dersom vi venter med at tro, indtil vi hat rådført os med vor tvivl og frygt eller søgt at udgrunde hver eneste ting, som ikke er klar for os, vil vanskelighederne blot forøges og forstørres. Men kommer vi til Gud, hjælpeløse og afhængige, som vi virkelig er, og i ydmyg tillidsfuld tro fremfører vor trang for ham, hvis kundskab er ubegrænset, for ham, som ved alle ting og styrer alle ting ved sin vilje og ved sit ord, så kan og vil han lytte til vort råb og lade lyset skinne ind i vore hjerter. Gennem oprigtig bøn bringes vi i samfund med den evige Gud. Vi har måske ikke netop på den tid noget særskilt bevis for, at vor Frelsers ansigt er vendt mod os i medlidenhed og kærlighed; men ikke desto mindre er dette tilfældet. Vi mærker måske ikke hans legemlige berøring; men hans hånd hviler på os i kærlighed og øm medfølelse.

<VTK 99/1> Når vi kommer til Gud og beder om nåde og velsignelse må vi nære kærlighedens og tilgivelsens ånd i vore egne hjerter. Hvordan kan vi bede: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere" (Matt 6,12) og dog have et uforsonligt sind? Hvis vi venter, at vore egne bønner skal blive bønhørt, må vi tilgive andre på samme måde og i samme udstrækning, som vi håber at få forladelse.

<VTK 99/2> Udholdenhed i bøn er også et vilkår for bønhørelse. Vi må altid bede dersom vi vil vokse i tro og erfaring. Vi må være "vedholdende i bønnen". "Vær vedholdende i bønnen, idet I er årvågne i den med taksigelse". Peter formaner de troende til at være "årvågne og ædru til bønner". (Rom 12,12; Kol 4,2; 1Pet 4,7.) Paulus siger: "Lad i alle ting eders begæringer komme frem for Gud i påkaldelse og bøn med taksigelse." Judas siger: "I elskede! ... bed i den Helligånd; bevar således eder selv i Guds kærlighed." Fil 4,6; Jud 20,21. Vedholdende bøn betyder sjælens uafbrudte forening med Gud, så at liv fra Gud flyder ind i vort liv, og renhed og hellighed strømmer tilbage til Gud fra vort liv.

<VTK 99/3> Det er nødvendigt at være vedholdende i bøn. Lad intet hindre dig i dette. Bestræb dig på enhver måde for at bevare samfundet mellem Jesus og din egen sjæl. Søg enhver anledning til at samles med andre til bøn. De, som virkelig søger efter samfund med Gud, vil komme til bønnemøder og trofast opfylde deres pligt. De vil vise en alvorlig længsel efter at få alle de velsignelser, de kan. De vil benytte enhver anledning til at stille sig der, hvor himmelens lysstråler kan skinne på dem.

<VTK 100/1> Vi bør bede i familien og frem for alt ikke glemme bønnen i lønkammeret; thi den er sjælens liv. Det er umuligt for sjælen at vokse i nåden, når bønnen forsømmes. Offentlig bøn eller familie bøn alene er ikke tilstrækkelig; man må i enerum åbne sit hjerte for Guds ransagende øje. Bøn i lønkammeret bør alene høres af Gud, som giver agt på bønner. Intet nysgerrigt øre bør gøres bekendt med disse begæringer. Under lønlig bøn er sjælen fri for omgivende indflydelser og forstyrrelser. Rolig, men dog inderligt rækker den sine arme ud efter Gud. En himmelsk, varig indflydelse vil udgå fra ham, der ser i løndom, hvis øre er åbent for de bønner, der opstiger fra hjertet. Ved stille, enfoldig tro har sjælen samfund med Gud og samler stråler fra det guddommelige lys hvormed den kan styrkes og opholdes i kampen mod Satan. Gud er vor stærke borg.

<VTK 100/2> Bed i dit lønkammer og opløft ofte dit hjerte i bøn til Gud, når du går i dit daglige arbejde. Det var således, Enok vandrede med Gud. Disse tavse bønner stiger op som dyrebar røgelse for, Guds trone. Satan kan ikke overvinde den, hvis hjerte således forlader sig på Gud.

<VTK 100/3> Der er intet sted og ingen tid, hvor det er upassende at opsende en bøn til Gud. Der er intet, der kan hindre os fra at opløfte vore hjerter til Gud i inderlig bøn. I folkemængden på gaden og midt under vore sysler kan vi bede om guddommelig vejledning ligesom Nehemias, da han fremlagde sit andragende for kong Artaxerxes. Et lønkammer til samtale med Gud kan findes, hvor vi end er. Vi bør stadig holde hjertets dør åben og indbyde Jesus til at komme og bo i sjælen som en himmelsk gæst.

<VTK 101/1> Selv om vi måske befinder os i besmittede og fordærvede omgivelser, behøver vi ikke at indånde deres giftige atmosfære. Vi kan leve i himmelens rene luft. Vi kan lukke enhver dør til for urene forestillinger og vanhellige tanker ved i inderlig bøn at løfte sjælen op til Gud. De, hvis hjerter er åbne for støtte og velsignelse fra ham, vil vandre i en helligere atmosfære end den jordiske; de vil bestandig have samfund med himmelen.

<VTK 101/2> Vi trænger til at få et klarere syn på Jesus og en fuldere forståelse af, hvad de evige virkeligheder er værd. Hellighedens prydelse bør fylde Guds børns hjerter, og for at dette kan ske, må vi bede Gud om at åbenbare de himmelske ting for os.

<VTK 101/3> Oplad sindet og vend det mod det høje, så at Gud kan give os en forsmag på den himmelske atmosfære. Det er muligt for os at holde os så nær til Gud, at vore tanker i enhver uventet prøve vil vende sig mod ham lige så naturligt, som blomsten vender sig mod solen.

<VTK 101/4> Fremlæg din trang, din glæde, din sorg, dine bekymringer og din frygt for Gud. Du kan ikke besvære ham, du kan ikke trætte ham. Han, som tæller hårene på dit hoved, er ikke ligegyldig for sine børns trang. "Herren er såre medlidende og barmhjertig." Jak 5,11. Vore sorger, ja endog blot det at vi nævner dem, rører hans kærlige hjerte. Gå til ham med alt, hvad der besværer dit sind. Intet er for tungt for ham at bære; thi han opholder verdener, styrer verdensaltet. Intet, der på nogen måde angår vor fred, er for lidt for ham at lægge mærke til. Der er intet kapitel i vort livs historie, som er for mørkt for ham at læse; ingen besværlighed er for vanskelig for ham at udrede. Ingen ulykke kan komme over den ringeste af hans børn, ingen ængstelse kan plage sjælen, ingen glæde opmuntre den, ingen oprigtig bøn udgå fra læberne, uden at vor himmelske Fader lægger mærke til det og øjeblikkeligt interesserer sig derfor. "Han læger dem, hvis hjerte er sønderknust, og forbinder deres sår." Sl 147,3. Forholdet mellem Gud og hver eneste sjæl er så klart og fuldstændigt, som om der ikke fandtes nogen anden sjæl, for hvem Gud har givet sin elskede søn.

<VTK 102/1> Jesus sagde: "På den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til eder, at jeg vil bede Faderen for eder; thi Faderen selv elsker eder." "Jeg har udvalgt eder ... for at Faderen skal give eder, hvad som helst I beder ham om i mit navn." Joh 16,26-27 15,16: Men at bede i Jesu navn betyder mere end blot at nævne dette navn, når vi begynder og slutter en bøn. Det betyder at bede med Jesu sind og ånd, medens vi tror hans forjættelser, forlader os på hans nåde og gør hans gerninger.

<VTK 102/2> Det er ikke Guds mening, at nogen af os skal blive eremitter eller munke og trække os tilbage fra verden for at kunne tjene Gud. Livet må være som Kristi liv bøn i lønkammeret og arbejde blandt mængden. Den, der ikke bestiller andet end at bede, vil snart holde op dermed, eller hans bønner vil blive en vanemæssig formssag. Når et menneske unddrager sig al omgang med sine medmennesker og søger at undgå sine kristelige pligter og kors, når han ophører at arbejde flittigt for Mesteren, som arbejdede så flittigt for ham, så taber bønnen sit indhold for ham, og han har intet, der kan tilskynde ham til andagt. Hans bønner bliver personlige og egennyttige. Han kan ikke bede med menneskehedens trang eller Kristi riges fremgang for øje og søge Herren om kraft til at udføre arbejdet.

<VTK 103/1> Vi lider et stort tab, når vi forsømmer at samles for at styrke og opmuntre hverandre i Herrens tjeneste. Hans ords sandhed taber deres klarhed og betydning for os. Vore hjerter bliver ikke oplyste eller opvækkes ikke af deres helliggørende indflydelse, og vort åndelige liv svækkes. I vor indbyrdes omgang som kristne taber vi meget ved mangel på medfølelse for hverandre. Den, som slutter sig inde i sig selv, fylder ikke den stilling, Gud har anvist ham. En passende udvikling af vor selskabelige natur bevirker i os interesse og medfølelse for andre, og er et middel til at udvikle og styrke os i Herrens tjeneste.

<VTK 103/2> Dersom kristne ville komme sammen og tale med hverandre om Guds kærlighed og forløsningens dyrebare sandheder, ville deres egne hjerter blive vederkvægede og de ville vederkvæge hverandre Vi må daglig lære mere af vor himmelske Fader og samle nye erfaringer om hans måde; da vil vi ønske at tale om hans kærlighed, og når vi gør dette; vil vore egne hjerter blive opvarmede og opmuntrede. Hvis vi tænkte og talte mere om Kristus og mindre om os selv, ville vi i langt højere grad erfare hans nærværelse.

<VTK 103/3> Om vi blot ville tænke på Gud lige så ofte som vi har beviser på hans omsorg for os, ville vi altid have ham i vore tanker og glæde os ved at tale om ham og prise ham. Vi taler om jordiske ting, fordi vi interesserer os for dem, Vi taler om vore venner fordi vi elsker dem; vore glæder og sorger samler sig om dem. Men vi har uendelig meget større grund til at elske Gud end til at elske vore jordiske venner, og det burde være det mest naturlige for os i denne verden at lade Gud være først i alle vore tanker, at tale om hans godhed og forskende hans magt. Hensigten med de dyrebare gaver, som han har skænket os, var ikke, at de skulle optage vore tanker og vor kærlighed i den grad, at vi ikke kunne have noget af give Gud igen. De bør besindig minde os om ham og binde os med kærlighedens og taknemmelighedens bånd til vor himmelske Velgører. Vi dvæler for meget ved jordens lave egne. Lad os opløfte vore øjne til helligdommens åbne dør histoppe hvor Guds herligheds lys oplyser Kristi åsyn. Han kam "fuldkomment frelse dem, som kommer til Gud ved ham." Hebr 7,25.

<VTK 104/1> Vi trænger til at prise Gud mere "for hans miskundhed, for hans underværker med menneskenes børn." Sl 107,8. Vore andagtsøvelser bør ikke bestå udelukkende i at bede og modtage. Lad os ikke altid tænke på vort behov, men lad os også erindre de velsignelser, vi modtager. Vi beder ikke for meget, men vi er for sparsommelige med vor taksigelse. Vi er stadig genstand for Guds nåde; men hvor alt for lidt giver vi ikke udtryk for vor taknemmelighed, hvor lidt priser vi ham dog for, hvad han har gjort for os!

<VTK 104/2> Når Israelitterne fordum samledes til gudstjeneste sagde Herren: "Der skal I holde måltid for Herren eders Guds åsyn og sammen med eders husstand være glade over alt, hvad I erhverver, hvad Herren din Gud velsigner dig med." 5Mos 12,7. Det, der gøres til Herrens ære bør gøres med glæde, ned lovsang og taksigelse, ikke med bedrøvelse og tungsind.

<VTK 104/3> Vor Gud er en barmhjertig, nådig fader. Hans tjeneste bør ikke betragtes som noget tungt og besværligt. Det bør være en lyst at tilbede Herren og tage del i hans gerning Gud ønsker ikke, at hans børn, som han har bragt så stor en frelse, skal handle, som om han var en streng fordringsfuld opsynsmand. Han er deres bedste ven, og mår de tilbeder ham, vil han være med dem for at velsigne og trøste dem og fylde deres hjerter med glæde og kærlighed. Herren ønsker, at hans børn skal glæde sig i hans tjeneste og finde mere lyst end besvær i hans gerning. Han ønsker, at de der kommer for at tilbede ham, skal gå bort med dyrebare tanker om hans omhu og kærlighed for, at de kan blive opmuntrede hver dag i alle livets sysler og få nåde til at handle ærligt og oprigtigt i alle ting.

<VTK 105/1> Vi må samles omkring korset. Kristus og ham korsfæstet bør være emnet for vore betragtninger og vor samtale, vort hjertes største glæde, Enhver velsignelse, vi modtager af Gud, bør vi bevare i vore tanker, og når vi betænker hans store kærlighed, bør vi villigt overlade alt i de hænder, som blev naglet til korset for os.

<VTK 105/2> På lovprisningens vinger kan sjælen stige nærmere op mod himmelen. Gud tilbedes med sang og musik i de himmelske sale, og når vi udtrykker vort hjertes taknemmelighed for ham, forener vi os med de himmelske hærskarer i deres tilbedelse. "Den, der ofrer taksigelse ærer mig," siger Herren. Lad os fremtræde for vor Skaber med ærbødighed og glæde, med "lovsang og strengespil." Sl 50,23; Es 51,3.